Vores første dag på Færøerne startede med højt solskinsvejr og dejlig frisk luft. Vi måtte dog tilbringe det meste af formiddagen på et færøsk værksted, da Land Cruiseren valgte at tømme sin hydraulikvæske til undervognen ud på en nordjysk rasteplads, lige inden vi kørte ombord på færgen i Hirtshals.
Lækagen havde på forunderlig vis helet sig selv, men vi gik alligevel i gang med at forsøge at fremskaffe et stålrør til den hydrauliske undervogn. Hvis problemet opstod igen, kunne vi risikere, at vi ikke kunne gennemføre de lange køreture i ujævnt terræn i Island, så ferien var i fare!
Reservedelen blev fundet… i Danmark… og med hjælp fra en masse søde mennesker, fik vi fragtet reservedelen til færgen i Hirtshals, hvor den kom ombord og blev overleveret til os, da vi kørte ombord på selvsamme færge et par dage senere.
Selv om det meste af dagen gik med ‘operation reservedel’, nåede vi alligevel at nyde det gode vejr i Thorshavn, spise lækker Sushi og tage på bådtur ud til fuglefjeldene ud for Vestmanna, hvor vi så lomvier og lunder (søpapegøjer).
Land cruiseren i sit rette element
Bådtur til Vestmannabjergene
Vestmanna er en bygd på det nordvestlige Streymoy
på Færøerne. Vi havde ikke bestilt billetter på forhånd, men det er sikkert en god idé, hvis det er midt i højsæsonnen.
Billetter kan bestilles på Vestmanna Tourist Centre.
På bådturen sejles ind i dybe grotter og helt tæt på de lodrette klippevægge, hvor tusindvis af fugle yngler hver sommer. Vi så lomvier (nordens pingvin), lunder (søpapegøjer) og mallemukker.
Tips til vejen
Mange af fårene og enkelte køer er ikke hegnet ind på Færøerne, så man skal være opmærksom, når man kører ude på de mindre veje.
Her boede vi
Vi boede på Hotel Færoyar i Thorshavn.
> Hotel Færoyar
Mad
Vi spiste den lækreste sushi på
> Etika sushi restaurant
Vejret på færøerne kan forandre sig på et splitsekund










